Der er mange måder at bruge en søndag på. Så banalt starter dette blåkindlæg. Men i banaliteten ligger jo også en grundlæggende sandhed. For søndag er jo de syv dage, vi kalder ugens, svar på fristilen. Den jomfruelige filmrulle. Det tomme lærred. Den tørre spytventil i trækbasunen.
Men som ethvert skrivende individ vil vide, er fristilen også et skrækindjagende koncept, fordi alle muligheder er åbne. Der findes ingen dogmer at arbejde ud fra. Oh ve, oh plage. Valgmuligheder gør menneskeheden ulykkelig. Derfor ender mange søndage med chips med syntetisk løgsmag, Bob's Burgers (hvilket er fair nok) på teve og endnu mere scrolling på pestillensen, som vi omvendtverdens-agtigt har valgt at kalde sociale medier. Hvad fanden er det der sker for dig og din telefon? Sjæriåst?! Nå, men søndage kan være slappe for alle; også for folk der ikke har et narkotisk forhold til Steve Jobs-dildoen.
Og det er sgu for sølle. Så nu får du lige en opskrift på, hvordan du laver en motherfuckingfucking herlig søndag. Det kræver en del ingredienser, som du sikkert ikke har. Men hvide asparges kan fx udskiftes med østers. Eller med en tur til Nice. LOL.
Første del består i at invitere nogle venner. Og her taler vi altså om venner, der forstår det gode i livet (god mad og sur vin). Hvis du ikke har sådan nogle, så find dem på Grinder eller DBA. Eller omvend nogle af dine venner fra den søde, kemificerede og fadfyldte dystopi. Syre er fremtiden!
Derefter så smadrerkøber du ting, der smager godt i sig selv eller i en sammenhæng. Hvide asparges (i sig selv), ting til en frikassé (sammenhæng), mere smør (sammenhæng), danske vinrabarber (i sig selv), grønne oliven (i sig selv), olivenolie (i sig selv), salat (sammenhæng), fisk (i sig selv), creme fraiche (i sig selv + sammenhæng) og citronlimonade (i sig selv). Og i denne indkøbsseddel går jeg selvfølgelig ud af, at du har huset fuld af vild vin og vilde urter som vandkarse, skovmærke, skovsyre, rapsblomster, ramsløgsblomster og løgkarse. Vi er vel på et vist niveau.
Så er menuen klar. Hvide asparges med hollandaise. Rimmet fisk med vilde ærteskud og portulak. Frikassé med bitre urter og purløgsvinaigrette. Rabarber med mazarin, creme fraiche og skovmærke. KØØØØØR! Det hele tager halvanden time at lave, hvis nogle af tingene er lavet i forvejen. LOL.
Og så til det vigtige. Vinen. Vi starter her:
![]()
Åh nej, åh nej. Vinen uden svovl med en sygt flot etiket. Det må man sgu da ikke!? Nå, men det her er altså ren herlighed. Naturligt boblende (natbob!) pinot noir fra Bourgogne. Uden svovl. Og snart øko-certificeret. Uh. Hvem importerer sådan noget? LOL. Det gør Vinsvin, og hvis du spørger pænt, må du gerne smage. Huset hedder Chapuis & Chapuis, og du skal nok regne med, at det bliver pænt hypet af masserne snart. Av, av, av.
Det minder lidt om Strohmeiers Frizzante i at det er meget jordbærdrevet. Sådan helt sart og lyst. Og selvom det er pivsurt, så er der en sødfrugtstone, som minder om semi-syntetiske jordbær, hvad end det så er. Ophævet vin. Som at blande en balletdanser med hindbær (og så lige sigte det, så man slipper for de der hæslige hindbærsten i mellem kindtænderne). Det er så fint.
![]()
Til de hvide asparges stod den på en orange særudgave fra Wittmann. Silvaner med maceration. Uh. Men orange var den sådan set slet ikke. Ikke i farven, i hvert fald. Ganske lys og ikke-mudret. I munden var der dog pænt meget vildskab. Solide tanniner og mørke parfumetoner. En virkelig sjov vin, som måske godt kunne have klaret endnu mere skørhed. Men hey. De er tyskere.
Og hvordan fungerede den så til asparges og hollandaise? Keine Ahnung. Vi havde bare en fest med at proppe godhed ned i mundhullet. Alt fungerede. Alt fungerer sgu da, når ens venner tager weird tysk pseudo-orange vin med, som det mest naturlige i verden. Niels. Du er for vild!
![]()
Så stod den på elegant svulstighed fra Fabrice, som er den kæmpestore mand fra Domaine de Saint Pierre. Det er heftig vin. På den absolut vidunderlige måde. I næsen lugter det uendeligt meget af karry. Og det smager af gammelt fad. Og karry. Det er fantastisk. Masser af fylde og bund. Men savagninen giver samtidig helt lys syre. Ahmen, hvor er det godt. Tung og læskende. Det er satme en svedig kombi. Også til rimmet torsk med ærteskud.
![]()
Ingen mad. Bare verdenspremiere på den berømte og berygtede og evigt velskrivende vinmager, Tue Bachs, kvæde-/couloncider fra 2014. (Ja, det er mig selv, jeg skriver om). LOL. Men hold dog din fede rottekæft, hvor er han/jeg nogenlunde dygtig. Altså til at lave vin. Og skrive. Men det er jo evident på netop denne side. Men altså. Altså der er ikke kommet så mange bobler i vinen. En lille smule fine perler. Men ikke noget tungtlydende [flunk], når man skyder kapslen af. Smagen kompenserer heldigvis rigeligt for den fraværende mousseringsgrad. Det smager vildt. Og helt utroligt vinøst, hvis jeg nu selv skal sige det. Og det skal jeg. Jeg er jo den eneste, der har smagt det. Stor dybde, fin bitterhed. Og ikke den vandethed, som er problemet i langt de fleste danske cidere (som ikke er dosaget helt op til skyerne).
Jeg er stolt. Og måske der kommer bobler i på et tidspunkt. Og så bliver juicen fucking eminent. Måske der ikke gør. Men jeg er stadig stolt. Og det her er blandt Danmarks 5 bedste æblevine. Det tror jeg, at jeg synes.
PS. Jeg blev forresten fundet for let/tung/tumpet/ikke-venne-agtig til at være dommer i årets frugtvinsfestival. Jeg er svovl i guldmedaljevæksten og evig positiv omtale/klappen på ryggen. LOL. Til gengæld fik jeg en mail fra festivalen med disse ord: "Eftersom du står her i listen over vigtige mennesker jeg skal kontakte i forbindelse med frugtvinsfestivallen d. 31 maj på Frederiksdal, sender jeg dig en særlig invitation.", for derefter at kunne læse en standardmail. LOL. Magen til frugtig entusiasme, skal man sgu lede længe efter.
![]()
Mere verdenspremiere fra Domaine de la Bach. Denne gang en langtidsmacereret lømmel lavet på fem forskellige sorter, som jeg har været for ADHD'et til at finde navnene på. Her var der flere bobler, men også lidt mere skrøbelig krop. Ret parfumeret og vildt i udtrykket. Men efter 20 minutters tid faldt vinen lidt sammen. Ingen mus eller andre fejl. Den mistede bare sin vitalitet en smule.
Men jeg er stadig stolt. For det er spændende, opmærksomhedskrævende vin. Ikke bare syre, en svag tone af æbler og så vand for resten. Det er vildt og skørt og personlighedsfuldt. Måske siger jeg det bare, fordi jeg har lavet det. Men det er også fint nok. Og nu kommer der mad på bordet igen. Og druevin.
![]()
Jeg mødte for nylig en gæst i restauranten, som smagte den her vin, og som fortalte, at den ikke var i top-15 over de bedste Crozes-Hermitage'r, han havde smagt. Han kunne dog ikke huske, hvilke 15 der var bedre. Liste, schmiste, hr. Konnisør. Men det er skidehamrende godt. Eller?! Nårh nej, der er selvfølgelig ikke så meget fad. Og frugten er heller ikke overmoden. Det er syrlig pebersyrah, som du også burde kende det fra Hervé Souhauts Syrah. Græsset og helt delikat og fint. Med toner af just modne solbær (altså på den ikke-Chilenske måde!) Og det gik sgu flot til en grøntfrikassé pumpet op på bitre, vilde urter og sommerløg. Ahhhhh. Dard og Ribo.
Vinen er i min top-15 over de bedste Crozes-Hermitage'r, jeg har smagt. Og ikke kun fordi, jeg ikke kan huske 15 andre vine derfra. Det er forår ... i min mund!
![]()
Sød vin er umoderne. Hvorfor? Fordi man smager mindre syre, når der er restsukker i vinen. Og syre er vinhipsternes Raybans. LOL. Men hvad så med at lave en sød vin, hvor der næsten ikke er noget sukker i? You go, Renaud. Det her opfylder alle kravene for interessant vin til folk med stumpede WoodWood-jeans. Masser af syre, lidt vidunderlig flor og en anelse fad, der kun antydes i baggrunden. Hold kæft, hvor går det godt til de kommende syresommerdesserter på byens smarte restauranter. Det er som skabt til rabarber fx. Og hey, vi havde sgu da lige rabarber liggende. Og mazarinkager. Og creme fraiche fra Naturmælk. Ralle, ralle, ralle hvor har vi det søndagsgodt.
Les Druillas er så svedig en vin. Også selvom der er tilsat 2 gram svovl pr. hektoliter. Dine Raybans er sikkert også købt i Alanya, alligevel. LOL!
![]()
Ha! Ingen vellykket søndag uden kongerne af camparismagende vin. Spark dig selv over benet, hvis du endnu ikke har smagt denne flaske rendyrkede vildskabsherlighed. Adonis '12. Hvor har du været god ved mig. Og lige om lidt kommer den hjem i '13 udgaven. Uh. Gør den? Ja. Det gør den. Den smager i top-15 af alle vine, jeg har smagt. Kan jeg nævne de andre 14? Nja.
---
Og så var det på tide at fodre kaninen, vaske op og gå i seng. Søndagen havde givet, hvad den skulle. Og de sociale medier bestod i relationer mellem mennesker, som man faktisk virkelig godt kan li', og som var fysisk (og psykisk) til stede. Ja, ja. Slap af med den moraliserende tone, Tue. Men jeg har jo ret. Ha' det godt i virkeligheden i stedet for at fortælle, at du har det godt på Fæcesbook. Men hvad er det så, jeg har gjort med denne tekst- og fotosvada? Præcist det samme. Fortalt at jeg har det skønt. Kæmpe LOL.
Søndage og selvforherligelse FTW!
Men som ethvert skrivende individ vil vide, er fristilen også et skrækindjagende koncept, fordi alle muligheder er åbne. Der findes ingen dogmer at arbejde ud fra. Oh ve, oh plage. Valgmuligheder gør menneskeheden ulykkelig. Derfor ender mange søndage med chips med syntetisk løgsmag, Bob's Burgers (hvilket er fair nok) på teve og endnu mere scrolling på pestillensen, som vi omvendtverdens-agtigt har valgt at kalde sociale medier. Hvad fanden er det der sker for dig og din telefon? Sjæriåst?! Nå, men søndage kan være slappe for alle; også for folk der ikke har et narkotisk forhold til Steve Jobs-dildoen.
Og det er sgu for sølle. Så nu får du lige en opskrift på, hvordan du laver en motherfuckingfucking herlig søndag. Det kræver en del ingredienser, som du sikkert ikke har. Men hvide asparges kan fx udskiftes med østers. Eller med en tur til Nice. LOL.
Første del består i at invitere nogle venner. Og her taler vi altså om venner, der forstår det gode i livet (god mad og sur vin). Hvis du ikke har sådan nogle, så find dem på Grinder eller DBA. Eller omvend nogle af dine venner fra den søde, kemificerede og fadfyldte dystopi. Syre er fremtiden!
Derefter så smadrerkøber du ting, der smager godt i sig selv eller i en sammenhæng. Hvide asparges (i sig selv), ting til en frikassé (sammenhæng), mere smør (sammenhæng), danske vinrabarber (i sig selv), grønne oliven (i sig selv), olivenolie (i sig selv), salat (sammenhæng), fisk (i sig selv), creme fraiche (i sig selv + sammenhæng) og citronlimonade (i sig selv). Og i denne indkøbsseddel går jeg selvfølgelig ud af, at du har huset fuld af vild vin og vilde urter som vandkarse, skovmærke, skovsyre, rapsblomster, ramsløgsblomster og løgkarse. Vi er vel på et vist niveau.
Så er menuen klar. Hvide asparges med hollandaise. Rimmet fisk med vilde ærteskud og portulak. Frikassé med bitre urter og purløgsvinaigrette. Rabarber med mazarin, creme fraiche og skovmærke. KØØØØØR! Det hele tager halvanden time at lave, hvis nogle af tingene er lavet i forvejen. LOL.
Og så til det vigtige. Vinen. Vi starter her:
Åh nej, åh nej. Vinen uden svovl med en sygt flot etiket. Det må man sgu da ikke!? Nå, men det her er altså ren herlighed. Naturligt boblende (natbob!) pinot noir fra Bourgogne. Uden svovl. Og snart øko-certificeret. Uh. Hvem importerer sådan noget? LOL. Det gør Vinsvin, og hvis du spørger pænt, må du gerne smage. Huset hedder Chapuis & Chapuis, og du skal nok regne med, at det bliver pænt hypet af masserne snart. Av, av, av.
Det minder lidt om Strohmeiers Frizzante i at det er meget jordbærdrevet. Sådan helt sart og lyst. Og selvom det er pivsurt, så er der en sødfrugtstone, som minder om semi-syntetiske jordbær, hvad end det så er. Ophævet vin. Som at blande en balletdanser med hindbær (og så lige sigte det, så man slipper for de der hæslige hindbærsten i mellem kindtænderne). Det er så fint.
Til de hvide asparges stod den på en orange særudgave fra Wittmann. Silvaner med maceration. Uh. Men orange var den sådan set slet ikke. Ikke i farven, i hvert fald. Ganske lys og ikke-mudret. I munden var der dog pænt meget vildskab. Solide tanniner og mørke parfumetoner. En virkelig sjov vin, som måske godt kunne have klaret endnu mere skørhed. Men hey. De er tyskere.
Og hvordan fungerede den så til asparges og hollandaise? Keine Ahnung. Vi havde bare en fest med at proppe godhed ned i mundhullet. Alt fungerede. Alt fungerer sgu da, når ens venner tager weird tysk pseudo-orange vin med, som det mest naturlige i verden. Niels. Du er for vild!
Så stod den på elegant svulstighed fra Fabrice, som er den kæmpestore mand fra Domaine de Saint Pierre. Det er heftig vin. På den absolut vidunderlige måde. I næsen lugter det uendeligt meget af karry. Og det smager af gammelt fad. Og karry. Det er fantastisk. Masser af fylde og bund. Men savagninen giver samtidig helt lys syre. Ahmen, hvor er det godt. Tung og læskende. Det er satme en svedig kombi. Også til rimmet torsk med ærteskud.
Ingen mad. Bare verdenspremiere på den berømte og berygtede og evigt velskrivende vinmager, Tue Bachs, kvæde-/couloncider fra 2014. (Ja, det er mig selv, jeg skriver om). LOL. Men hold dog din fede rottekæft, hvor er han/jeg nogenlunde dygtig. Altså til at lave vin. Og skrive. Men det er jo evident på netop denne side. Men altså. Altså der er ikke kommet så mange bobler i vinen. En lille smule fine perler. Men ikke noget tungtlydende [flunk], når man skyder kapslen af. Smagen kompenserer heldigvis rigeligt for den fraværende mousseringsgrad. Det smager vildt. Og helt utroligt vinøst, hvis jeg nu selv skal sige det. Og det skal jeg. Jeg er jo den eneste, der har smagt det. Stor dybde, fin bitterhed. Og ikke den vandethed, som er problemet i langt de fleste danske cidere (som ikke er dosaget helt op til skyerne).
Jeg er stolt. Og måske der kommer bobler i på et tidspunkt. Og så bliver juicen fucking eminent. Måske der ikke gør. Men jeg er stadig stolt. Og det her er blandt Danmarks 5 bedste æblevine. Det tror jeg, at jeg synes.
PS. Jeg blev forresten fundet for let/tung/tumpet/ikke-venne-agtig til at være dommer i årets frugtvinsfestival. Jeg er svovl i guldmedaljevæksten og evig positiv omtale/klappen på ryggen. LOL. Til gengæld fik jeg en mail fra festivalen med disse ord: "Eftersom du står her i listen over vigtige mennesker jeg skal kontakte i forbindelse med frugtvinsfestivallen d. 31 maj på Frederiksdal, sender jeg dig en særlig invitation.", for derefter at kunne læse en standardmail. LOL. Magen til frugtig entusiasme, skal man sgu lede længe efter.
Mere verdenspremiere fra Domaine de la Bach. Denne gang en langtidsmacereret lømmel lavet på fem forskellige sorter, som jeg har været for ADHD'et til at finde navnene på. Her var der flere bobler, men også lidt mere skrøbelig krop. Ret parfumeret og vildt i udtrykket. Men efter 20 minutters tid faldt vinen lidt sammen. Ingen mus eller andre fejl. Den mistede bare sin vitalitet en smule.
Men jeg er stadig stolt. For det er spændende, opmærksomhedskrævende vin. Ikke bare syre, en svag tone af æbler og så vand for resten. Det er vildt og skørt og personlighedsfuldt. Måske siger jeg det bare, fordi jeg har lavet det. Men det er også fint nok. Og nu kommer der mad på bordet igen. Og druevin.
Jeg mødte for nylig en gæst i restauranten, som smagte den her vin, og som fortalte, at den ikke var i top-15 over de bedste Crozes-Hermitage'r, han havde smagt. Han kunne dog ikke huske, hvilke 15 der var bedre. Liste, schmiste, hr. Konnisør. Men det er skidehamrende godt. Eller?! Nårh nej, der er selvfølgelig ikke så meget fad. Og frugten er heller ikke overmoden. Det er syrlig pebersyrah, som du også burde kende det fra Hervé Souhauts Syrah. Græsset og helt delikat og fint. Med toner af just modne solbær (altså på den ikke-Chilenske måde!) Og det gik sgu flot til en grøntfrikassé pumpet op på bitre, vilde urter og sommerløg. Ahhhhh. Dard og Ribo.
Vinen er i min top-15 over de bedste Crozes-Hermitage'r, jeg har smagt. Og ikke kun fordi, jeg ikke kan huske 15 andre vine derfra. Det er forår ... i min mund!
Sød vin er umoderne. Hvorfor? Fordi man smager mindre syre, når der er restsukker i vinen. Og syre er vinhipsternes Raybans. LOL. Men hvad så med at lave en sød vin, hvor der næsten ikke er noget sukker i? You go, Renaud. Det her opfylder alle kravene for interessant vin til folk med stumpede WoodWood-jeans. Masser af syre, lidt vidunderlig flor og en anelse fad, der kun antydes i baggrunden. Hold kæft, hvor går det godt til de kommende syresommerdesserter på byens smarte restauranter. Det er som skabt til rabarber fx. Og hey, vi havde sgu da lige rabarber liggende. Og mazarinkager. Og creme fraiche fra Naturmælk. Ralle, ralle, ralle hvor har vi det søndagsgodt.
Les Druillas er så svedig en vin. Også selvom der er tilsat 2 gram svovl pr. hektoliter. Dine Raybans er sikkert også købt i Alanya, alligevel. LOL!
Ha! Ingen vellykket søndag uden kongerne af camparismagende vin. Spark dig selv over benet, hvis du endnu ikke har smagt denne flaske rendyrkede vildskabsherlighed. Adonis '12. Hvor har du været god ved mig. Og lige om lidt kommer den hjem i '13 udgaven. Uh. Gør den? Ja. Det gør den. Den smager i top-15 af alle vine, jeg har smagt. Kan jeg nævne de andre 14? Nja.
---
Og så var det på tide at fodre kaninen, vaske op og gå i seng. Søndagen havde givet, hvad den skulle. Og de sociale medier bestod i relationer mellem mennesker, som man faktisk virkelig godt kan li', og som var fysisk (og psykisk) til stede. Ja, ja. Slap af med den moraliserende tone, Tue. Men jeg har jo ret. Ha' det godt i virkeligheden i stedet for at fortælle, at du har det godt på Fæcesbook. Men hvad er det så, jeg har gjort med denne tekst- og fotosvada? Præcist det samme. Fortalt at jeg har det skønt. Kæmpe LOL.
Søndage og selvforherligelse FTW!