Ciderficeringen bobler løs

September 8, 2014, 11:09 am

Den jyske ciderficering hamrer af sted i disse dage – på anden sal i 8000. Første learning (ja, man har vel arbejdet i konsulentbranchen!) er, at det sviner pænt meget at lave cider. Heldigvis er Alex syg, så hjemmedramaet har været minimalt. Og på den anden side er det også nærmest erotisk lækkert/beskidt at gå rundt i en lejlighed, hvor gulvet klistrer sig fast til dine fødder. Hvad?

Nå, men her er lidt open source-nonsens om safterne, så vi måske kan lære hinanden at lave bedre cider/eddike/kloaksjask/bøllejuice:

De tre æblesorter – Filippa Anka, Sukkertop fra Vaalse (jeg LOL'er stadig hver gang, jeg skriver det navn) og Ildrød Pigeon Dronningmølle– blev kværnet i går og mostet i dag. Det vil sige, at de fik cirka 24 timers maceration i en spand. Nu er de presset og hældt på glasballoner. Sjovt nok alle sammen med en Oechsle på 1050.

Filippa Anka (15 liter) smager ret sødt og har meget viskositet. Og oxiderer svært hurtigt. Sukkertop fra Vaalse (5 liter LOL) smager sådan helt psykopatsyrligt; på grænsende til det ubehagelige. Det bliver saternfisme en frisk cider, når sukkeret er gæret ud. Av, av, av. Det kommer til at krølle din mund sådan helt røvhulsagtigt sammen. Det gør den! Så er det sagt. Og Ildrød Pigeon Dronningmølle (10 liter) smager dybt og parfumeret. Og godt! Den rødbrune farve er for lækker.

Hele sjasket bobler allerede og er derfor blevet sat i den lidt køligere kælder. Og så er første omgang af ciderficeringen (vel)overstået. Den som er lavet på tidligt modnende æbler. Derfor laller jeg i morgen ud på næste omgang og kigger efter nye æbler og måler lidt sukker på dem, så jeg kan finde frem til, hvilke kødomkransede (LOL) kernehuse jeg næste gang skal smadre og kampklemme saft ud af, så vi kan få en endnu større koger næste sommer.

Og hvis du bor i Århus og har et kradsbørstigt æbletræ, der fortjener at blive cidereret, så skriver du selvfølgelig bare. Det vidste du godt, ik'?

PS. Forresten. Dét jeg fik ud af Food Festival i Aarhus var, at menneskeheden er sådan helt vanvittigt villige til at stå i psykolang kø for at få et lillebitte stykke gratis kyllingepølse på en tandstik, når de har betalt 100 kroner i indgang. Holy shit, hvor var aarhusianerne villige til det.

↧

Hvis pengene brænder ...

September 10, 2014, 3:56 am

≫ Next: Den rette etikette

≪ Previous: Ciderficeringen bobler løs

Hvis du går rundt og har lidt overskydende dinarer for tiden, så har Vinsvin et par forslag til, hvad du kan bruge dem på. Og hvis du ikke har nogen penge til overs for tiden, men i stedet har et stort æbletræ, så har vi også et forslag til dig. Så flex er vin. Flexness.

1. Du bør selvfølgelig altid købe vinene fra La Grapperie. I dag sender vi forsyninger til Rødder & Vin på Ravnsborggade, Le Pinard i Torvehallerne og Vinkollektivet på Ryesgade, som holder vinbar i morgen - med La Grapperie på glas. Uh!

2. Der er kun én eneste ting, der kan hamle op med La Grapperies fantastiske safter. Og det er Otto Leisner. Eller i hvert fald hans humeur. Lige nu kan du købe hele Otto Leisners joke-kartotek på Lauritz.com. I kid you not. Du får fx den klassiske 17'er med i købet:

Lige nu står alle cirka 3.000 vitser til den fine pris af 8.200 danske dollars. Det vil sige cirka 3 kroner pr. vits, hvilket må siges at være et kup. Vi taler jo fandme om vitser inden for fx "flyvning", "onkler" og "salg / handel". Køb lortet her, og inviter mig på vits-aften. Så tager jeg et par flasker La Grapperie med.

3. Hvis du kender alle Leisners vitser i forvejen og stadig ikke vil købe La Grapperie (hvad fanden sker der for dig?), så kan du købe en flaske cider hos Æblerov. Cideren er stadig et æbletræshængende æble på nuværende tidspunkt, men de to gæve rovdrenge søger om erhvervsbistand/crowdfunding for at kunne opstarte en kommerciel øko-ciderproduktion. Som tak for dine enten 100 eller 200 kroner får du en flaske cider eller en stor flaske cider.

4. Hvis du ikke har nogen som helst penge til at slaske efter vitser, La Grapperie eller schmowdfunding, så kan du hjælpe Bo og Asbjørn. De laver også cider, men de vil gerne lave mere cider. Og til det har de brug for æbler. Duh! Så hvis du har et æbletræ stående i stuen eller i haven eller på lænden (friskt!), så skriv til den kære Asbjørn May. Dog har både Asbjørn og Bo utroligt tynde ben, så hvis de skal kunne pedalere rundt med æblerne på deres ladcykler, så skal æbletræet helst stå nogenlunde i København-agtigt.

---

PS. Fik jeg egentlig sagt, at jeg har 10 liter intensrød paradisæblemost stående i en spand? Det har jeg. Det bliver en utrolig smuk og helt ekstrem syrlig cider om nogle måneder. Wait for it ...

↧

Den rette etikette

September 10, 2014, 5:26 am

≫ Next: Sådan ser min kælder ud

≪ Previous: Hvis pengene brænder ...

Imens den første omgang æblejazz bobler i kælderen, kan man jo lige så godt udnytte tiden til noget fornuftigt. Derfor har jeg produceret fire etiketter til de nuværende fire cuveer. Vi kører den ind med filmtema og lyserød skrift. Man er vel queer-teoretisk vinblogger. LOL.

Og ja, jeg ved jo godt, at Gansta's Paradise ikke er en film, men blot titelsangen til Dangerous Minds. Så det behøver du ikke IMDB-linke til, min kære nørd. Gå en tur i stedet. LOL.

↧

Sådan ser min kælder ud

September 11, 2014, 6:49 am

≫ Next: Frederikshøj og den gyldne brønd

≪ Previous: Den rette etikette

Så holder vi sgu lige en lille pause med mosteriet. Mine skuldre er ømmere end en Burhan G-sang, alle (ALLE!) overflader glinser klistret af sød æblesaft, og samtlige rum er komplet mørklagte af små sorte bananfluerne, der har det alt, alt for vildt. Yes, det er prisen for at være overdedikeret og lettere beskidt-arbejdende ciderbonde indenfor. Plus en evigt lurende separation, selvfølgelig.

Derfor har jeg flyttet al saften ned i et hidtil ukendt kælderrum, som nu er mit. It's miiiiine. Undskyld lejlighed 34G, men I har åbenbart plads nok i jeres overjordiske hjem, hvilket jeg påskønner på en både antikapitalistisk og ciderbeskidt måde. Det halvtriste billeder ovenover viser mine boblende mosts (most i flertal, btw) nye hjem. Ja, det gør ingen forskel i denne verden.

Her ser du de fire cuveer ovenfra. Yes, det er superkedeligt. Min fod er der også. Det gør billedet lidt mere personligt, men får det dog på ingen måde til at blive reelt interessant.

Her er de fire cuveer fra en anden vinkel, hvor du også ser tre tomme glasballoner. Uophidsende. Sådan som en blog bør være. Dog er der lidt drama i billedets højre side med et dynamisk rør, der nærmest spidder billedet. Som om. Videre.

Og her er vi kreative. Et billede taget igennem en tom glasballon. Wow. Nominér mig dog for helvede til et eller andet. En Gastro-pris (findes det?) eller noget White Guide-jazz eller et eller andet med nogle stjerner. Gør det! Gi' mig en rejse til Frankrig. Eller i hvert fald en goodiebag af en slags. Se, hvordan den hvide spand bliver flækket af glassets brydning. Det her er jo fandme snart mere en kunstblog end en vinblog, hvis vi altså var en vinblog.

---

Som en undskyldning for dette superdeprimerende indlæg, får du lige et billede af Diego Maradona og hans to børn. Billedet er taget hjemme hos ham selv i 1989. Vi er i Napoli, og der står Mars på de lyseblå trøjer om søndagen. Se, det er interessant. Og du kan se flere hjemme-hos-en-fodboldspiller-billeder lige her. Gør dog det, i stedet for at læse denne slappe blog.

↧

Frederikshøj og den gyldne brønd

September 13, 2014, 8:05 am

≫ Next: En opfølgning på Frederikshøj

≪ Previous: Sådan ser min kælder ud

Alle siger, at den gastronomiske højborg i Århus ligger på den svært stejle og svært trafikerede Oddervej. Stedet hedder Frederikshøj, og i køkkenet regerer den berømte og berygtede Wassim Hallal – ej, at forveksle med den endnu mere berygtede Wassim el Banna.

En sådan højborg bør man selvfølgelig opleve, når man godt kan li' fin mad, og så passede det jo perfekt, at der blev afholdt nomineringsmiddag for Bent Christensen & Co. i forbindelse med kåringen af årets restaurant til Den Danske Spiseguide.

Konkurrencen er egentlig lidt slap. Fem restauranter bliver nomineret af Bent, og så skal de hver afholde en imponeringsmiddag for en jury. Restauranten kan selvfølgelig bare vælge at køre sit normale koncept til denne middag, men de kan også opskalere deres koncept i ren iver for at vinde lortet. Og så kan den normale gæst jo ikke rigtig bruge Den Danske Spiseguides vurdering til noget, for den er ikke en reel reflektion af virkeligheden.

Nå, det kan sådan set være lige meget. For selvom Frederikshøj havde skaleret op denne aften, så kan jeg vist allerede nu godt sige, at Frederikshøj ikke bliver kåret til årets restaurant i spiseguiden i år.

Det hele startede ganske stift. Men det er vist meningen. For Frederikshøj er ikke en voldtatoveret, indieskægget nynordisk restaurant. Den er klassisk og ordentlig. Og der var da også absolut stilhed i restauranten på trods af, at vi var de sidst ankomne, og alle andre derfor allerede sad ved deres borde og havde bobler i glasset. Så var stemningen sat.

Inden der overhovedet var kommet mad på bordet, oplevede vi et tidligt højdepunkt. Det bestod i tjenerens serviethåndtering. Helt herligt. Som en blanding mellem en vred hushovmester og noget fra en berlinsk fetisherotisk undergrundsklub gik han rundt med en brun lædderhandske på den ene hånd og placerede sirligt vores serviet i skødet på os. WTF?

Nå, men så blev det tid til nogle bobler. Ja tak. Champagne, selvfølgelig. I denne version fra Jacquesson, lavet på alle tre druer og med tilpas svulstighed uden at miste friskheden. Fin start. Og så kom der snacks på bordet. Mange snacks. Samtidigt. Nærmest ceremonielt og i evig stilhed blev der stillet diverse specialkonstruerede madholdere på bordet. En isvaffel med røget ørred-kugle. Sprødt rugbrød med fiskecreme og tørret skind. Friteret kastanje. Friteret kartoffel. To mayoer, selvom den ene bare blev kaldt en creme. Friteret kartoffel med helleflynder og sauce tartare. Og et glas med et lille stykke blæksprutte i, som vi ikke måtte røre endnu.

Det hele smagte godt. Men hold kæft, hvor var det en opulent og fed start. Ingen friskhed eller mundvandsudledende syre. Fritering dyppet i emulgeret olie. Bom.

Så gik der spas i den. En tjener kom ind og spurgte, om vi ville ha' en eller to stykker sukker i vores glas med blæksprutte. Men det var slet ikke sukker!! Kæmpe-LOL. Det var en gelé lavet på blæksprutteblæk og vendt i noget hvid jazz. Så da suppen (jeg er helt sikker på, at de ikke beskrev det som suppe) blev hældt i glasset, smeltede geléen og gjorde det hele sort. Et lidt stort projekt for en lille snack, der smagte dybt og godt uden at overraske.

Sidste snack. Et hvidt chokoladeæg med kaviar ovenpå og noget citron indeni. Dejlig kaviarsmag i indledningen, træls sukkersmag i slutningen.

Første reelle ret var krebs. I krebsemayo. Og vendt i friteret krebs. Yes, (igen) den gyldne brønd kombineret med en heftig emulsion, der denne gang var smagt hårdt til med cognac. Og drysset med kommen. Kalorietælleren banker afsted og mit blod er snart også ved at emulgere. Til denne intense ret fik vi aftenens bedste vin. Rosé-champagne fra Krug, der duftede sådan helt liderligt godt af tang i starten. Og som bare smagte himmelråbende godt og faktisk var i stand til at hamle op med krebseretten.

---

Selvom det selvfølgelig strider mod madjournalisternes evige og evigt deprimerende anmeldelseskronologi, så springer jeg lige nogle timer frem denne aften. For når man får så mange retter – og ikke mindst rigtig meget vin –, så kan det være svært at huske hele menuen. Derfor spurgte jeg sidst på aftenen en tjener, om jeg kunne få en liste med retterne og de dertilhørende vine. Altså, lige som man får på alle andre restauranter i den liga. Det blev der svaret nej til. Ganske bestemt. Og så trådte en anden tjener frem og sagde, at hvis jeg skrev min mail-adresse på et visitkort, så kunne det være, at de måske ville sende mig en liste med aftenens menu. Når de lige fik tid. Ud fra kækheden i stemmen virkede det som om, at de nok ikke ville få tid foreløbigt.

Derfor – og fordi jeg lever en smartphone-fri tilværelse – vil denne anmeldelse fra nu af blive klasket ud i brudstykker, som jeg lige husker dem. For jeg har selvfølgelig ikke modtaget en mail fra Frederikshøj endnu.

---

Aftenens eneste reelle syrlighedsoplevelse kom via en agurkeret. En virkelig smuk ret, som kun blev semi-ødelagt af rettens reelle hovedemne, nemlig en krabberaviolibold, der igen var smagt rundhåndet til med cognac, og vinvalget. Agurkesuppen var urimeligt smuk og skrigende grøn. Og anretningen var vidunderligt legende, farverig og elegant. Men sammen med krabben var det nærmest som om, at der var blevet sat to retter sammen til én. En tung krabberet kombineret med en frisk grøntsagsret. Og vinen dertil kunne selvfølgelig heller ikke matche disse to yderpunkter. Jeg tror, vi fik svulstig, syremanglende og smaragdklassificeret Grüner Veltliner til. Det gav ikke meget mening i min bog.

Nu begynder det at blive lidt uklart. Jeg kan dog godt huske vinene. Ish. Næste vin var fra Klaus Peter Keller. En af de tungeste drenge i Rheinhessen, som jeg har drukket rigtig meget af tidligere. Han laver nogle eminente og simple og læskende entry-vine. Her var det dog en af hans topvine, som i modsætning til den østrigske smaragd havde masser af syre, men som i min verden stadig var for tung og rig i stilen.

Så fik vi hvid Bordeaux.

Vi måtte selvfølgelig også komme til Bourgogne. I første omgang var vi i Puligny-Montrachet. Jeg er jo ingenlunde nogen stor bougogne-kender, men jeg kunne da smage, at det var en forholdsvis personlighedsforladt omgang Chardonnay, vi fik. Uden fadpræg og uden charme.

Så fik vi rød Bordeaux.

Så fik vi aftenens eneste semi-hippie-agtige vin, som dog ikke var mere hippie-agtig, end at den var Grand Cru-klassificeret i Échezeaux. Vinen var fra Domaine Naudin-Ferrand, og den smagte saftigt og ung. Den havde helt sikkert haft godt af en rystetur i en karaffel – dagen før.

Så fik vi jordbærvin?!

Det var dyre og berømte vine, vi drak. Og det er altid sjovt at prøve i ny og næ. Men de var generelt set ikke specielt godt matchet med maden, og på den måde kan man næsten sige, at iveren efter at imponere Bent & Co. kom i vejen for en god vinparring.

Nå, hvad er der ellers at sige om maden, nu hvor denne anmeldelse alligevel er stukket helt af i uoverskuelighedsjazz. Jo, brødet. Lad os lige blive ved kuvertbrødet. Eller brødene, faktisk. For der var 6 eller 8 forskellige brød at vælge i mellem. Fra brioche til surdejsboller. Det viser selvfølgelig et stort overskud fra køkkenet, at man gider lave seks forskellige brød. Men hvorfor ikke bare lægge al sin energi i et brød, som så smager sådan helt vildt. Eller en kæk brødservering? Til brødet var der to slags smør. Det ene lidt for varmt og tungt. Det andet dejligt køligt og helt vidunderligt godt med skovmærkedrys på toppen. Jeg var kæmpe fan.

Der var også en hummerret, som mest smagte af østersmayo (og sikkert noget der var friteret). Og så var der den første dessert. Og hvilken dessert. Rødgrød med fløde lavet via 9 milliarder små røde og hvide prikker og en rødhvidprikket gelé og en mikrokage. Nu er jeg ikke nogen stor fan af helt søde desserter, og det er de tydeligvis på Frederikshøj. Men shit, hvor var det her en skidt dessert. Tjenerne elskede, at de kunne fortælle, hvor præcist mange prikker, der var på tallerknen, men jeg bliver så træt i ansigtet, når formen er så meget vigtigere end indholdet. For indholdet var bare sødt og ensformigt. Og så er jeg ligeglad med, at det sikkert har taget psykopatlang tid at anrette det.

Og næste dessert var næsten lige så fjollet, omend teknikken var for vild. Det er vel efterhånden en signaturret, at hr. Hallal puster æbler i farvet karamel. Det havde han også gjort i dag. Faktisk var der en stor lysegrøn og æbleformet og mundblæst karamel yderst, og så var der én mere inden i, hvori der så var et eller andet, jeg har glemt. Virkelig imponerende teknik, Vi fik dog strenge ordrer på ikke at spise den yderste skal, for så ville desserten blive alt for sød. WTF? Den yderste skal var altså 100% form og ville kun ødelægge indholdet?! Men jeg kan så fortælle, at bare det at spise den inderste skal også gjorde desserten for sød.

Jeg har jo glemt nogle retter. For der var noget med nogle smagsløse trøfler og noget foie gras med sød hindbær. En æggeskalsimitation, der smagte skørt af druesukker. Og noget der lignede sten. Og søpindsvin. Og det er ganske usselt i en anmeldelse at have glemt flere retter. Det anerkender jeg. Og jeg kunne jo bare selv ha' skrevet ned, hvad jeg fik at spise. Og drikke. Det er nok derfor jeg bare skriver på en lille lorteblog og ikke et stort dagblad. Men jeg fortæller med glæde om de glemte retter, når Frederikshøj mailer mig. LOL. Jeg har faktisk lige mailet til dem og efterspurgt en menu. Måske det hjælper. Ellers skriver Niels Lillelund formentlig om hele showet inden så længe i hans avis. Og han er formentlig ikke enig i min udlægning af aftenen. Men vi havde det alligevel svært hyggeligt sammen. Talibankrigeren og Rhone-magneten. LOL.

Nårh ja, jeg fik også petit four. Men på det tidspunkt var jeg svært mæt, og jeg kunne samtidig heller ikke overskue at vælge mellem de 8 forskellige chokolader og de to sorbeter, som tjeneren stod med i en kæmpe bakke og lystigt berettede om. Jeg hader valgmuligheder. Så da jeg blot valgte en enkelt "snickers", blev hun helt grundforvirret og måtte lige spørge mig igen, om jeg var helt sikker på, om jeg ikke også ville have noget sorbet. Det ville jeg ikke.

Og det var på det tidspunkt, at en ganske stor herre kom hen og fortalte os, at han lige havde spist et stykke foie gras ud i køkkenet "på størrelse med en marsbar". Det lignede, at han også havde spist en marsbar. Og måske er Frederikshøj og jeg bare ikke noget særligt godt match. Jeg er mere til syre og friskhed. Frederikshøj er vilde med fritering og foie gras. Men det til trods, så bliver Frederikshøj ikke årets restaurant i år. Det er jeg ret sikker på.

---

Note: Kl. 19.37 fik jeg faktisk en mail med menuen. Opdatering følger.

↧

En opfølgning på Frederikshøj

September 14, 2014, 12:58 am

≫ Next: Årets første danske cider (agtig)

≪ Previous: Frederikshøj og den gyldne brønd

Vinsvin har en evne til at skabe en god omgang drama med sine blogindlæg. Det er både sjovt og lidt voldsomt. I forhold til Frederikshøj-anmeldelsen har det været lidt voldsomt. Og det er sådan set fair nok, for det er klart, at man bliver vred, når en lallet blogger kritiserer ens produkt.

Og selvfølgelig skriver vi til spidsen og fjollet. Det er nemlig det en blog kan i modsætning til de store dagblade og madmagasiner. Og så kan det godt komme til at virke skingert. Det ved de få folk, der læser bloggen godt. For sådan er alt, hvad vi skriver.

Derudover skal det selvfølgelig nævnes, at jeg faktisk fik menuen tilsendt ganske hurtigt efter, jeg sendte en mail til restauranten. Så den får I her, og så kan I se, hvor mange fejl, der har sneget sig ind i anmeldelsen. Fx kan jeg tydeligvis ikke kende forskel på kommen og krondild. LOL.

NV Jacquesson ”Cuvée 737”, Magnum, Champagne

Fish and chips

Amagermad

Kastanje Østers

Blå kartoffel Estragon

Ørred Kyllingehjerter

Blæksprutte Blæksprutte

Citron Caviar

NV Krug Rosé, Champagne

Krebs Krondild

Søpindsvin Caviar

Hønseæg Rede

2010 Grüner Veltliner, Smaragd ”Honivogl”, Franz Hirtzberger, Wachau

Krabbe Kalvebrissel Agurk

2008 Riesling ”Hubacher”, Keller, Rheinhessen

Jomfruhummer Vagtel Løg

2011 Puligny Montrachet, Domaine Leflaive, Bourgogne

Hummer Broccoli Brunet smør

2011 Blanc de Lynch Bages, Bordeaux

Sandart Pære Musling

2008 Echezeaux Grand Cru, Domaine Naudin-Ferrand, Bourgogne

Foie gras Sortfods gris Hindbær

2003 Château Leoville Poyferre ”2. Cru”, Bordeaux

Okse Majs Kantarel

NV Rødgrød som vin, Wassim Hallal, Aarhus

Rødgrød Fløde Plet

2006 Riesling Beerenauslese”Braunenberger Juffer Sonnenuhr,” Willi Haag, Mosel

Æble Karamel Vanille

Så ja, jeg har fucket rundt i menuen og glemt en masse. Sådan er det. Det anerkender jeg gerne, og det er da også svært håbløst. Men jeg synes stadig ikke, at det var en super skarp aften. Det er der så en masse mennesker, som er uenige i, og det er jo perfekt for dem og for Frederikshøj. Og hvis Frederikshøj ender med at blive årets restaurant, så modbeviser det alle mine slappe ord.

Til sidst vil jeg bare sige, at jeg selvfølgelig selv havde betalt for aftenen. Og tak til den tjener, som kørte os på værtshus.

↧

Årets første danske cider (agtig)

September 19, 2014, 4:38 am

≫ Next: Mor trumfer goodiebag

≪ Previous: En opfølgning på Frederikshøj

Jeg har flasket årets første flaske cider. Yes sir. Og det sker på et tidspunkt, hvor mange slet ikke er begyndt at plukke æblerne endnu. Så vild er jeg. Og nu er der kapsel og lallet etiket på, og så skal den bare lige gære en sidste gang og lave nogle bobler inde i sig selv.

Egentlig var mosten bare tænkt som en test på, om den naturlige gær på æblerne var stærk nok til at starte gæringen. Det var den. Hurra. Og den var også stærk nok til at gære mosten fra 1045 og ned på 1020 Oechsle - uden at lave lortet til edikke. Så nu er Filippa Anka-fermenteringen hældt på flaske, og så har den fået lidt Ildrød Pigeon-most for at fylde flasken helt op og give lidt syre. Den ser ganske fint ud, som den står der på Ole Bornedals skæggede hage i et EKKO-magasin og spejler sig selv.

Grunden til navnet SPEED IV er ganske simpel. Gæringen har været ultrahurtig, fordi den har stået i et mellemvarmt køkken og boblet. Og 4-tallet kommer sig af, at vinen har macereret i fire dage i køleskabet inden presningen. Der findes også en SPEED I, som jeg dog først flasker i morgen. Den har fået én dags maceration, hvis du skulle spørge fra nogen.

Den rigtige cider bobler stadig fint og roligt i kælderen. Ballonerne og juicen har dog været udsat for en mindre ulykke, da to fjollede hindbærvinsprojekter er eksploderet ud over det hele. Det måtte jo ske før eller siden. Så de næste par dage er der adgang forbudt i de underjordiske gemakker, indtil den sidste flaske også smadrer sig selv. LOL.

↧

Mor trumfer goodiebag

September 20, 2014, 5:44 am

≫ Next: Åh nej. En restaurantanmeldelse.

≪ Previous: Årets første danske cider (agtig)

Selvom bloggere jo nærmest lever for og af goodiebags – og gratis vin, hvilket ingen gider sende til Vinsvins-lollerne længere –, så er der altså en enkelt ting, som overgår disse skrigfarvede og logobefængte muleposer med Sanex-sæbe og Anton Berg-chokolade. Og her taler jeg selvfølgelig om SMS'er fra ens mor. Især når de lyder sådan her:

Vi skænkede din cider for gæsterne – Steen, Lone og Peter.

De/vi var alle vilde med den. Den er smukt klar, dufter dejligt

og smager vildt godt. Ikke noget med gæret og sød æblemost.

Den er frisk og let på fedeste måde. Tusind tak for den.

Alle sender hilsner til brygmesteren.

Kærligste hilsner Lone

Cideren, min mor, far og deres gæster har smagt, er fra 2012, som var mit første ciderproducerende år. Halvdelen blev god. Den anden halvdel mindre god. Og efter et par flytninger er flaskerne nu roddet sammen, så jeg ikke ved, hvad der er hvad. ROFL.

Det ser dog ud til, at min kære moder har fået den gode udgave. Hun ser da i hvert fald glad ud på billedet, som helt tydeligt ikke har noget som helst med min cider at gøre. Og jajajaja, jeg ved da godt, at ens mor kun er minimalt mere kritisk end Vinavisen, men det gør mig sgu da alligevel glad. Og stolt. Og optimistisk for 2014-produktionen, som allerede nu tegner flot. Lad os aldrig tale om 13'eren.

Så tak til min mor og hendes fødselsdagsgæster.

I dag har jeg plukket og kværnet endnu en omgang æbler. Igen paradisæbler. Uh. Syrligt?! Men det er det faktisk slet ikke. Æblerne er ret søde og ganske melede. Og smukt mørkerøde. Nu står de i smadret form i køleskabet, hvor de skal macerere i 3-4 dage. Træerne stod på Montanavej, og der er flere tilbage, hvis du er til melede og mellemsøde gnallingeæbler. LOL.

---

Og hey! Jeg skal til vinsmagning på mandag. En italiensk og bio-agtig en af slagsen i Tjøffenhaun. Og det skal jeg nok skrive om, så der endelig kan komme lidt vinsnak tilbage på bloggen.

↧

Åh nej. En restaurantanmeldelse.

September 25, 2014, 1:09 am

≫ Next: Restaurant Uformel - uden ordspil i overskriften

≪ Previous: Mor trumfer goodiebag

Det er vel egentlig kun dramaturgien i Horton-sagaen, der er mere triviel end de danske madjournalisters restaurantanmeldelser. Det er som om, at skribenterne tror, at avisen/bloggen/post-it-sedlen springer spontant i luften, hvis den klassiske anmelderform ikke bliver udført til punkt og prikke.

Indledningen skal beskrive, hvorfor anmelderen er taget på netop denne restaurant. Måske den ligger ved siden af ens lejlighed. Eller den er nyåbnet og har en berømt køkkenchef. Måske vi også lige forventingsafstemmer. "Jeg glæder mig". Derefter skal medspiseren beskrives ganske kort. Hvorfor faldt valget på netop ham eller hende. Måske er medspiseren rigtig glad for en god bøf – skrevet sådan lidt lunt. Tjek.

Nu er vi på restauranten, og så er det bedst, hvis indretningen lige bliver beskrevet hurtigt. Er der lyst eller mørkt? Er akustikken rimelig? Og derefter går man direkte til første møde med tjeneren, og beskriver denne som enten dygtig, sød eller fortravlet.

Men så bliver det også rigtig nemt og trivielt. For nu skal hver ret bare beskrives – og den dertilhørende vin –, og det behøves ikke være specielt grundigt. "Torsken var flot stegt, og kartoflerne havde stadig bid. Eneste anke var (igen) portionstørrelsen. Den hvide Chenin Blanc gik til gengæld rigtig flot til." Og så fortæller man også, om medspiseren er glad. Igen gerne lidt lunt.

Man kan evt. lige stikke nogle tjenerkommentarer ind undervejs. Glemt han/hun noget? Fik man en spydig kommentar, fordi man spurgte om noget forkert? You know the drill. Og hvor lang tid ventede anmelderen på desserten?

Og når man så er gået slavisk og overfladisk igennem alle retterne, så runder man af ved at vende tilbage til noget i sin indledning. "Jeg er glad for, at jeg endelig fik besøgt min nabo" eller "Den unge køkkenchef udfolder flot hele sit talent på trods af et par svipsere. Og min medspiser kan stadig godt li' en god bøf". Eller man kan insinuere, at der er risiko for at blive homoseksuel, hvis to mænd spiser sushi sammen ... men at man ikke blev det (GUDSKELOV!). Flot.

Til allersidst skriver anmelderen, hvad denne aften kom til at koste. Og så er anmeldelsen slut. Ta-daaa. Ingen forskrækkelser eller opfindsomhed. Pyha.

---

Og jaja, vi skal nok lave en anmeldelse lige om lidt, der prøver at bryde med Horton-saga-anmeldelserne. ROFL. Og jaja, der er også skrivere, som laver fede anmeldelser. Vist nok.

↧

Restaurant Uformel - uden ordspil i overskriften

September 25, 2014, 3:18 pm

≫ Next: Det italienske haveselskab

≪ Previous: Åh nej. En restaurantanmeldelse.

Nu hvor en masse andre laver jammerlighedstriste / kønsrollestereotype / adlibitumukritiske / boligbladsbeskrivende / personlighedsforladte madanmeldelser, så prøver vi et nyt koncept hos Vinsvin. ROFL. Måske er det ikke den dybe tallerken. Badabing. Men til gengæld er det i det mindste et forsøg på at variere restaurantanmeldelseskonceptet lidt. Yes, vi kører den ind med lange ord i dag. Lixtal to your heart! Og et to-delt LOLprojekt, som er inspireret af Lars Barfoeds herlige parallelforhold til Vibeke og Helle Sjelle. Vi laver en for og imod Restaurant Uformel, hvor vi spiste i mandags. Uh.

Grunde til ikke at tage på Uformel:

Du har lige opdaget, at dine ben er bygget af et mærkeligt skrøbeligt pudder (?).
Du har for travlt med at ligegyldighedshade Jensens Bøfhus på Facebook i disse dage.
Hvor fanden er Shiraz'en?
"Tjener, der er asier i min østers."
Det er for svært at instagramme i det mørke.
Din hestekære er til reparation.
Du er bange for at bruge hele aftenen på at lave ordspil på twitter med navnet "uformel".
Ejer Claus Meyer det ikke?
Du får ikke gratis refill på sodapop.
Du drikker kun fadøl i metermål. Helst kombineret med bowling.
Nogle af tjenerne har garanteret tatoveringer.
Der er sådan noget træls og tynd bio-vin på vinkortet.
Du er mest til nynordisk mad. Og "en tomat er altså ikke nynordisk".
Der er gæster med fuldskæg og skovmandsskjorter.
Du spiser ikke på kæderestauranter. LOL.
"Er det bedre end nååårma?"
Du skal fandme ikke betale 750 kroner for mad og vin! Du kører til Poetsch i stedet.
Der er gæster med stilletter og pænt tøj.
De tror, de er noget.
"Jeg vil have min egen vin med".
Du kan kun li' mayonnaise lavet på foie gras. FAT DET!
Du er svagtseende og allergisk overfor det meste.
Der er retter uden fermenteringer.
Du spiser kun mad, der ligner en skovbund.
Du ringer til politiet og råber "terror, terror!", når nogen siger "cheviche".

Grunde til at tage på Uformel:

Du kan lave sjove ordspil med ordet "uformel" på din blog.
Du får årets bedste vinmatch. Tomat, peber og tatar sammen med Chardonnay fra Bonnard.
Kan De li'østers?
Tjenerne har styr på deres shit. Og tatoveringer.
Flowet flyder fucking flot.
Du vidste slet ikke, at Studiestræde fandtes på den side af boulevarden.
Villemade, Bonnard, Cossard og Trossen på vinmenu. Score!
Maden smager sådan helt psykopatagtig godt.
De poster aldrig billeder af (svensk) havudsigt på Facebook. LOL.
De sælger Tissot-bobler til 75 kroner glasset. Av, av, av.
Du kan godt li' syre.
Du gider ikke belæres om mad eller vin. Du vil bare gerne spise og drikke det.
Du har røntgensyn og vil gerne slappe lidt af i øjne'rn.
Du vil gerne møde en kendis fra teve.
Gråand i japansk anorak.
Vinkortet er sjovt, dybt og ikke-religiøst. Og der er meget af det der "tynde" vin!
Du elsker at råbe "teriyaki" og "yuzu" på sådan en ninjaagtig måde.
Brunet smør i desserter.
Din skovmandsskjorte kan hurtigt komme ned i Kødbyen bagefter.
Sygt skarp vinparring. Så'n ordentlig syg.
Du bliver gastronomisk udfordret uden at spise insekter.
Perfekt tilsmagning
De har åbent alle dage. Også søndag og mandag.
750 kroner for fire retter mad og fire glas vin er herligt.
Der er sygt mange svedige retter at vælge mellem.
Du kan godt li' at spise på en uprætentiøs toprestaurant.
Dine ben er alligevel ikke lavet af et porøst pudder (!).

Altså. Lars Barfoed-testen viser, at du bare skal fucking skynde dig at få dine små tykke ben ned på Uformel. I en ruf, blev der sagt. Det er høj, høj klasse. Fantastisk mad. Åndssvagt skarpt vinmatch. Og lidt mørkt. 900 point herfra.

↧

Det italienske haveselskab

September 29, 2014, 2:22 am

≫ Next: Om pseudo-journalistisk og vinklingshatte

≪ Previous: Restaurant Uformel - uden ordspil i overskriften

Forestil dig, at du har fem venner. Ja, det er måske allerede lidt et stretch. Du sidder trods alt og læser en vinblog. LOL. Nå, men prøv alligevel. Forestil dig så, at du har fem venner, som alle sammen har lyst til at genoplive oprindelige lokale druesorter. ROFL. What are the odds? Men det er altså, hvad der er sket i en lille bjergby i Campania, Italien.

Med Antonio og Daniela som vinøse bestemmere, så købte de seks venner fem hektar vinmark med nichedruer fordelt over 5 plots. Skulle det være noget Fiano, Greco eller Aglianico d'Irpina? Det er der sgu da noget ved. Jeg elsker folk, der tør tage nogle drastiske beslutninger og store chancer - og ikke bare plukker lidt æbler i en rygsæk og fermenterer småtterier i en jysk kælder.

Vineriet blev døbt Cantina Giardino, som cirka kan oversættes til Haveselskabet. Man har vel gået på sprogskole i Le Marche? Ej, du har nok ikke. Men jeg har altså. Og nu er vinene nået til Danmark, hvor det langhårede og italiensk-bornholmske skæg fra Il Buco importerer safterne.

Jeg har tidligere været svært begejstret for nogle af deres vine. Så da Antanio og Daniela var på besøg i Danmark, tog jeg på Il Buchino (som jeg altid kalder Il Buco, når jeg ikke får 6 retter mad derinde) og smagte på hele deres ganske store portefølje. Her er noterne - lidt politikanmeldelseshurtigt-agtigt:

Paski: Hvidorgangevin med seks dages maceration lavet på druen Volpe. Frisk og aromatisk næse uden at det bliver syntetisk. Høj syre i munden med (bitter)toner af bergamot og salt. Kompliceret ukompliceret vin på den gode måde.

T'ara Ra '11: Her har vi "kun" tre dages maceration på den lokale hvide drue Greco. Næse er dog klart mere heftig end Paski, og her kommer der en lidt syntetisk parfume over herlighederne. I munden smager det lidt af tusch – som om vinen stadig fermenterer –, og så er det sgu lidt volatilt. Jeg ville gerne gensmage den om et par år.

T'ara Ra '09: Hvis jeg husker korrekt, så var 09 vist nok et ret besværligt år med ganske meget regn. Derfor har denne vin fået lidt svovl for at holde alt under kontrol. Og det er der kommet fin vin ud af. Næsen er mere subtil med lidt ferskentoner. Og i munden er der mere struktur, bitterhed og tørstof. Og mindre eddike. Dejlig vin.

Sophia '12: Så bliver det moderne. Eller omvendt. Nå, men det er i hvert fald lerkrukkevin. Vinen er lavet på Fiano-druen, som har ligget (eller lagt, hvis man er i Århus - LOL) 6 måneder på amfora. Det kommer der ret funky vin ud af. I næsen er der fyldt med duften af vitaminpiller. Og i munden er både mentol og volatilsyre. Det er flippet vin. Og jeg kan sgu egentlig ret godt li' det.

Gaia: Igen er vinen lavet på Fiano. Og her bliver det rigtig godt. I næsen minder det nærmest om mineralsk (skrev jeg lige det?) Sauvignon Blanc fra Loire. Og det er en god ting. I mundhullet er der smuk syre, tyngde og igen en lille smule VA. Skøn vin!

Le Fole '10: Så er vi nået til det der rø'vin. Her lavet på Aglianico og i en rigtig italienerudgave. Næsen lugter varm, intens og måske en lille smule sød. Ja, det lugter sgu nærmest helt folkeligt (Poul Krebs-agtigt?). Det smager af kirsebær, som går lidt over i marcipantoner. Nogle vil elske det. Jeg gør det ikke så meget.

Drogone '08: Samme stil og samme drue som Le Fole. Bare bedre. Stilen er igen mørk og robust, og selvom vinen vist nok ikke har ligget på fad, så dufter den alligevel af cedertræ (skrev jeg også det?). Vinen har fine tanniner, lidt lakridsede nuancer og smager bare rart. Det her bare vellavet naturvin, der smager mainstream på den gode måde.

Nude '06: Igen Aglianico. På mine noter står der mørk og "bnamur". Jeg ved ikke, hvad "bnamur"– muligvis "bramir"– betyder. LOL. Vinen har lidt søde frugttoner i næsen. Og i inhaleringsdybet smager det mørkt, dybt og madvenligt. Nude er sgu ingen terrassevin. Det har muskler og skriger på på bøf. Hvilket man vel egentlig godt kan nyde på terrassen? Terrassevin!

Nude '05: Det her var dagens bedste vin, synes jeg. Italiensk bourgogne (og nej, jeg skrev ikke Bourgogne-dræber). Næsen er aromatisk og intens, samtidig med at den er balanceret og elegant. I munden er der høj syre og tung frugt (et kæmpegræskar?). Oven i hinanden. Det er stor vin. Og igen er det naturvin, som ikke smager fjollet eller sjovtskævt. Det smager bare voldsomt godt.

Clown Oenologue '09: Hjemmelavet amfora. Fodpresning. Hele klaser. Ét års maceration. Og et år på gamle fade. Kan det bliver mere crazy-kækt? Nok næppe. Det lugter af muld og læder. Og det smager overraskende friskt. Det her er vild vin. Afsted!

Cantina Giardino laver også en virkelig sjov mousserende vin, som minder mig om de australske "sparkling reds". Det er bare nogenlunde almindelig rødvin – her lavet på Aglianico – med bobler. Hvis ikke Vinsvin var en queerteoretisk vinblog, ville jeg kalde det for machobobler. Men det gør jeg selvfølgelig ikke. Lad os kalde det for de perfekte grill-bobler i stedet. Det er svært godt!

---

Du kan selvfølgelig købe alle vinene fra Cantina Giardino på Il Buco. Både med hjem via Alimentari, eller når du sidder og mæsker dig i italienermad om tirsdagen i hulen. Men du kan vist nok også hive dem i inderfrakken hos Bar' Vin. Og på Ved Stranden 10, som dog umiddelbart kun har haveselskabets entry-hvide. En vin som i min optik er en del for meget VA til at kunne drikkes, men som ville fungere i en dressing.

Og hey, hvis du har fem venner, der alle får lyst til at lave noget sammen. Så gør det dog. Lige pludselig ender i med at lave skøn vin i Campania ... eller noget.

↧

Om pseudo-journalistisk og vinklingshatte

October 1, 2014, 2:23 am

≫ Next: At kunne lide vin

≪ Previous: Det italienske haveselskab

Den anden dag sad jeg på La Cabra– Århus' ubetinget bedste (hipster-/syre-)kaffebar – og bladrede igennem Århus Stiftstidende. Det er som udgangspunkt en ganske afslappet beskæftigelse; særligt når AGF spiller i 1. division og faktisk vinder nogle kampe.

Men så faldt jeg over en annonce. Du ved sådan en annonce, der lader som om, den er en rigtig artikel, men når man så kigger lidt efter, så står der "annonce" i et hjørne. Sådan en omgang dejlig forsøg på at snyde læseren. Herligt koncept, egentlig.

Problemet var bare, at jeg ikke kunne finde ordet "annonce" nogen steder, selvom jeg kiggede grundigt efter. Det var sgu en reel artikel – pimpet med sort baggrund og et vidunderligt stock-foto. Sygt nok. Men så læste jeg (noget af) artiklen. En helt igennem ukritisk og evigglad historie om Pommery. Ikke fordi jeg fornægter, at Pommery laver god champagne. Det gør de garanteret. Men der er ikke meget journalistisk tæft i en artikel, som er baseret på vinhusets egen hjemmeside. Jeg synes sgu, at det var lidt underligt.

Og så læste jeg mig frem til, at artiklen er skrevet af Jysk Vins online manager?! "Argghh, selvfølgelig er den ikke det, Tue". Jo, det er den. WTF? Hvordan kan en redaktør på en (seriøs?) avis gå med til det? Det er jo helt skævt. Og jeg ved ikke en gang, om Jysk Vin sælger Pommery. Det er muligt, at de ikke gør det. Men derfor er der jo stadig en gigantisk interessekonflikt i hele setup'et. Som at lade Putin beskrive markedsøkonomi. LOL. Jeg forstår ikke engang selv den sammenligning.

Det hele er bare lidt håbløst. Hvad sker der egentlig for den journalistiske vinkling her? Det er svært at finde aktualitet, væsentlighed, identifikation, sensation eller konflikt i artiklen. Og selvfølgelig ankerkender jeg, at forbruger-stuff måske ikke altid behøver gå ind under de journalistiske nyhedskriterier. Se bare alle artikler i Alt for Damerne. Men hvis det handler om at gøre forbrugeren klogere på champagne – hvilket jo er aldeles fair –, så virker det da über-sært, at fokus udelukkende er på Pommery. Eller på Krug.

Der findes mange dygtige vinskribenter i Danmark. Jeg kender endda et par stykker af dem. Og ingen af dem arbejder hos et stort vinimportfirma. Og de skriver både godt og kritisk – og har journalistiske vinklingshatte på. Hvorfor har man ikke brugt en af dem i en artikelserie, der hedder "Rundt om vin"? Ja, den titel er vist bare en arbejdstitel. ROFL. Ikke fordi pseudo-artiklen er dårligt skrevet. Den er fint skrevet. Den fungerer bare kun i en avis, hvis der står annonce oppe i hjørnet.

↧

At kunne lide vin

October 6, 2014, 3:37 am

≫ Next: Cider med smag. Kan man det?

≪ Previous: Om pseudo-journalistisk og vinklingshatte

Det er sjovt, hvordan der konstant debatteres om vines storhed / godhed. I den forgangne uge var den evigt herlige Søren Frank ude at sige (egentlig: skrive), at han var træt af sorte og alkoholdrevne vine. Det er jeg helt enig i (LOL-surprise), og jeg syntes egentlig ikke, at det var en særlig voldsom udmelding. Det handler jo bare om én mands smagspræferencer, og de har jo i dette tilfælde været kendt af alle i lang tid.

Men selvfølgelig er der nogen, som er uenige. Nogen som elsker sorte og ekstraherede vine. Og det er jo aldeles fint. Det virker dog bare som om, at disse uenige mennesker føler sig semi-forulempede over konstateringen, fordi alle de smarte københavnere – hvoraf Søren Frank er en af dem – nu kun drikker saftig og syredreven vin. Mit bud er, at disse vinelskere pludselig føler sig uden for det gode selskab og/eller set ned på af de genfødte connoisseurs.

Og måske har de en pointe. Der er en hvis snert af hellighed over den nye garde af letvinsdrikkere. En grad af bedrevidenhed over dem. "Ja, engang elskede jeg de helt store vine fra 'Neuf og Bolgheri og Napa. Men nu kan jeg slet ikke drikke sådan noget mere". Sådan, overnight. Og folk som tidligere købte modernistiske Barolo'er i stor stil og så lige pludselig slet ikke kunne tåle blot den mindste frie svovl. LOL.

Jeg indrømmer gerne, at jeg selv tilhører dette segment. Faste læsere af bloggen (hej mor) har jo kunne se, hvordan vi pludselig kun skriver om hipstervinens lyksaligheder – og hvordan vi pludselig hater på de tunge – og dermed umoderne – vine. Det er sgu lidt slapt, selvom det reelt er sådan, jeg har det. Ish. Derfor prøver jeg for tiden at være mindre ulidelig og bedrevidende at høre på, når folk gerne vil have et glas shiraz. Eller smørfed chardonnay. Eller når folk fortæller, hvor god vin de laver i Napa. For jeg har selv været fanboy af disse vine – det har nærmest alle jo, for fanden –, og jeg forstår godt disse vines kvaliteter, selvom jeg ikke længere selv sætter pris på dem i samme grad. Og derfor er det også plat at føle sig hævet op på et usvovlet plateau. Mange mennesker kan godt li' sort vin. Rigtig mange. Også mange kloge og dygtige mennesker. For det er jo god vin. Det er bare en anden genre end min foretrukne. Lige som Buffalo-skoen også kunne noget, mens jeg gik i Ecco-sandaler. LOL.

Her den anden dag smagte jeg to vine. Ja, jeg smagte sådan set en del flere, men der var to vine som skilte sig ud. Den første vin var fra Yvon Metras. Hans Beaujolais 2013. Det er det reneste saft. Helt lys og ung gamay med masser af syre (vidunderligt lidt volatil) og friskhed. Vin, der smager rigtigst, hvis man fylder hele mundhullet med den. Jeg elsker det. Og hvis jeg havde en mobiltelefon med et kamera og internet og en skærm, der er større end et frimærke, så havde jeg smidt det på instaschmam og hashtagget det med "naturvin", "pure wine" og andre irriterende floskler.

Senere på aften smagte jeg Barolo fra Giacomo Conterno. Vinen var fra 2000, og hold nu din fede rottekæft, hvor smagte den også godt. Intens, mørk og stadig urimeligt elegant. En tidlig teenager med masser af vitalitet og friskhed. Men friskhed på sådan en nebbiolo-kraftig måde. Og med alle de hipster-forbudte smage af kaffe og mørk frugt. Jeg er kæmpe fan, og jeg kunne drikke det nårsomhelst. Men at sammenligne de to vine, giver ikke mening. Det er to forskellige genre (ingen af dem er dog en Buffalo-sko).

Jeg ved sgu ikke rigtig, hvad pointen er med den her tirade. Måske skulle vi bare fokusere på de vine, som vi godt kan li', og så lade være med at facebookskændes, når folk kan li' noget andet. Det bliver sgu så skingert, når man har brug for at fortælle, at man aldrig drikker Bordeaux. Punktum. Eller at vin uden svovl altid er eddike. LOL. Jeg synes, at det er okay, at folk går i Buffalo-sko. Jeg kan bare bedre li' sandaler. Og det er der jo ingen grund til at skændes over.

Men derudover så skal Vinsvin kraftedderme nok blive med at være sure på vin - så'n generelt. Bare rolig. ROFL.

↧

Cider med smag. Kan man det?

October 6, 2014, 7:27 am

≫ Next: Sådan er du sjov med vin

≪ Previous: At kunne lide vin

Den store cidererering (yup, det er et ord) fortsætter i den østjyske kælder. I går skamhamstrede (et rigtigt ord igen!) jeg en rygsækfuld røde æbler fra den ellers idylliske Brabrandsti. Det er som om, at den romantiske gåtur bliver lidt weird, når det forelskede promenerende par møder en fynsk galning, der sidder oppe i et træ og amokryster samtlige grene, samtidig med at han skriger til dem, at de "kraft'e'me ik' ska' træ'je på ævlerne", mens frugten rammer jorden så hårdt, at stødpletterne bliver til anti-tyngdekraftisk syreregn, der går direkte i øjenæblet på det nu panisk angste par. Men jeg er ligeglad. Shakers is keepers, som det heder i de mest hardcore cider-grupperinger.

Det bliver nok til 5-10 liter juice, og så tror du måske, at historien slutter. Gør du? Kæmpe nejhat. Historien fortsætter. Satme. For jeg har tænkt mig at humle denne cuvee op fra slap. LOL. Den anden dag plukkede jeg lidt humleskud fra et fodboldhegn (nemlig, Sampdoria ligger nummer 3 i Serie A!), og så tænkte jeg, at det kunne være interessant at slaske dem i cideren.

Du ved, cider er sgu sådan noget tyndt sprøjt i udgangspunktet. Og hvem fanden kan li' tyndt sprøjt? Ingen. INGEN! Så nu prøver jeg at tilføje nogle bittertoner, floralitet (også et rigtigt ord) og generel dybde til en enkelt cuvee. Det kan sagtens tænkes, at det bliver helt igennem hæsligt. Ja, faktisk vil min track record nok rent statistisk vise, at det bliver enormt klamt. Men det er sgu forsøget værd.

Jeg har googlet mig frem til, at der skal cirka 11 gram humle i pr. liter cider. Og så lader jeg humlen ligge og svømme rundt i saften i 10 dages tid. Uh. Det bliver for sygt. Ellers bliver man syg. Nårh ja, jeg googlede mig også frem til dette billede.

Rolig nu, bøllemis. Jeg ved sgu da godt, at der er folk, der har gjort det før mig. Har jeg sagt andet? Du var vel for helvede heller ikke den første, der så reality-tv på sådan en ironisk-distanceret måde, selvom du i virkeligheden bare gjorde det som et nikotinplaster på dit lave selvværd. ROFL.

Og for øvrigt går fermenteringen på de øvrige cuveer aldeles fint. Tror jeg. Det bobler i hvert fald, og der lugter ikke af eddike – eller naturvin, som jeg plejer at sige. Ta' LOL-hatten på, alle mand.

↧

Sådan er du sjov med vin

October 7, 2014, 4:18 am

≫ Next: Bloggertræf!!

≪ Previous: Cider med smag. Kan man det?

Eftersom du igen har klikket dig ind på en vinblog, er det vel fair nok at konstatere, at du ikke er det sjoveste græskarhoved på villavejen – endsige dørtrappen. Men nu er Vinsvin igen på banen med en guide, som kan gøre dig lidt mindre usynlig i større selskaber (læs: flere mennesker end bare dig selv).

Vi vil lære dig, hvordan du bliver sjov med vin. Og nej, det handler ikke om at kunne rødvinsspytte et Jesus-ansigt ud på svigermors nye gulvtæppe. Eller holde en magnumflaske foran penis og gnubbe den op af fremmede kvinder – og mænd. Vi anerkender selvfølgelig morsomhedsgraden i begge ting, men lad os prøve at være blot en snert mere elegante.

Vi kører den simpelthen ind med vitser. Helt gammelskole. Hurtige punchlines, der vil få dig til at fremstå som en hurtig scooter på molen. Og lidt af en kånissør, faktisk. Skriv dem evt. ned i håndfladen eller print dem ud herfra siden, næste gang du skal til familiefest, julefrokost eller fødselsforberedelse. De virker altid.

Og brug evt. denne her feature sammen med leveringen af disse jokes.

Joke #01:"Jeg siger altid til konen, at jeg går ned og køber frugt og grønt, når jeg skal i vinhandlen. Man må jo ikke lyve."

Joke #02:"Kender du den om manden, der ikke kunne drikke en hel flaske god rødvin alene? Nej, det gør jeg sgu heller ikke!"

Joke #03:"Jeg ved godt, hvorfor der er skuelåg på næsten al amerikansk Zinfandel. Man putter jo heller ikke en korkprop i marmeladen fra den Gamle Fabrik."

Joke #04:"Når konen be'r om, at jeg skal købe stenfri vindruer med hjem, så køber jeg altid Bourgogne!"

Joke #05:"Jeg er rigtig sund for tiden. Jeg får mindst 750 ml frugt om dagen!"

Joke #06:"Det eneste tidspunkt, hvor jeg holder med rød fløj, det er når jeg er hos vinhandleren!"

Joke #07:"Jeg Napa lige et glas rødvin mere."

Joke #08:"Jeg har ikke noget som helst imod naturvin. Jeg sylter agurker i det!"

Joke #09:"Jeg har det med rødvin, som jeg har det med damer. De skal være lige omkring 15-16 stykker, og så skal man kunne stikke fingeren langt op i bunden!"

Joke #10:"Jeg har stor respekt for vinbønder, der laver Amarone. Jeg har selv prøvet at presse saften ud af en rosin."

Joke #11:"Rødvin var en klar medfaktor til, at jeg mødte min kone! Men det var en endnu større faktor i, at jeg har holdt hende ud så længe!"

Joke #12:"Jeg har aldrig smagt hvidvin. Men jeg ved, at jeg ikke kan li' det. Man behøver jo heller ikke bolle en anden mand i røven for at finde ud af, at man ikke er homoseksuel."

Joke #13: "Mand: Tjener, der er en flue i min vin. Tjener: Nej, det er bare svovl!"

Joke #14: "Alle børnene drak saft. Undtagen Lars, han drak Châteauneuf-du-Paft."

↧

Bloggertræf!!

October 9, 2014, 1:44 am

≫ Next: Cider bag hudklinikken

≪ Previous: Sådan er du sjov med vin

Skt. Pauls Gade er efterhånden nok Danmarks skarpeste vinøse bloggergade. LOL. Som om det kræver noget som helst. Men i går var der bloggertræf, netop her. Heldigvis var der ganske få bloggere til stedet, hvilket hovedsageligt skyldtes, at der kun var inviteret to. Mig og ham her.

Der blev nærmest ikke diskuteret goodiebags, gastroleflen eller andre klassiske bloggerting. I stedet talte vi rigtig meget om vin, som vi godt kunne li'. Det var ret meget, viste det sig. Og ja, jeg fik da også lige sneget lidt ciderproduktionssnak ind. Det tog italienerdrengen pænt.

Men hvad fanden drikker man til sådan et tungt besat bloggertræf, når nu der ingen sponsorer eller køkkenudstyrsproducenter til at betale gildet? ROFL. Lad mig sige så meget, at barren er sat helt urimeligt højt efter i går. Sådan Sergej Bubka-højt. Og det var et smukt miks af de to bloggersfærer. Italiensk og weird: tjek. Usvovlet og weird: tjek.

Vi drak Oslavje 2004 fra Radikon. Svært heftig og fucking herlig orangevin lavet på chardonnay, pinot grigio og sauvignon blanc. Noget med tre måneders maceration og tre år på fad. Minimal intervention? Ikke så meget. Maksimal godhed? Pænt meget.

Det lugter af læder og tørrede abrikoser. Og af cirka 8-9 milliarder andre ting. Überkomplekst. I munden er det måske lidt mindre komplekst og det får også lidt mus med tiden (dog uden at jeg blev nødt til at kradse tungen ren). Det er vidunderlig, syreholdig, salt, ren og sjov vin, der både kan bælles og undersøges amok. Jeg er kæmpe fan. Og jeg er allerede lidt presset over, at skulle fremtrylle næste Skt. Pauls Gade-bloggertræfs vin. Måske jeg bare laver en goodiebag.

↧

Cider bag hudklinikken

October 9, 2014, 6:24 am

≫ Next: Breaking: Svend Rasmussen anmelder Shell

≪ Previous: Bloggertræf!!

For tiden flakker mine øjne rundt, når jeg bevæger mig i den jyske natur. Og med natur mener jeg fx Marselis Boulevard. LOL. For på denne Hammerhøj'sk pittoreske strækning fandt jeg noget der kunne ligne resterne af en gammel frugtplantage. Happy. Nu er stedet dog hovedsageligt noget sundhedsjazz, hvor hudklinikken blandt andet uddeler kortison-præparater galore. ROFL. Men der stod stadig cirka 10 flotte og svært frugtholdige æbletræer og et par halvtrætte kirsebærtræer.

Nu er træerne lidt mindre frugtholdige. Jeg har i hvert fald neglet 15-20 kg rustbelagte Coulon-æbler og en mindre portion Tyra Mathiesen ... som nu er indlagt på hospitalet. Badabing. Tyra Mathiesen-æblet mangler lidt dybde i både smag og struktur, synes jeg, efter jeg har kværnet det, så i morgen tager jeg igen hen i den nyfundne plantage og finder en makker til fruen.

Coulon-æblerne – de smager fucking vildt! – bliver blandet sammen med mine mormors kvæder (lyder det beskidt-weird?), og det har jeg store forventninger til. Surprise. Det bliver cirka 75% Coulon og 25% kvæde. Nu står det og macererer udenfor, men juicen smager allerede ganske "kvædet". Det bliver funky saft. Og jeg tænker, at det skal macere i to dage, fordi jeg er så vild! Og mon ikke det vinder pænt mange priser?! LOLLERT.

Ellers går det stille og roligt. En del af juicen er begyndt at boble en del langsommere, og det er sikkert fint. Humlejuicen er allerede pænt aromatisk, men den får stadig 5-6 dages maceration endnu. Uh. Og der lugter ikke af eddike nogen steder, udover min kærestes bideskinnebeholder. Highfive.

↧

Breaking: Svend Rasmussen anmelder Shell

October 10, 2014, 12:42 am

≫ Next: Open-source-saft: Alle cuveer forklaret

≪ Previous: Cider bag hudklinikken

Svend Rasmussen: Min Shell-anmeldelse er heller ikke populisme.

Berlingskes madanmelder, Svend Rasmussen, bliver igen kritiseret for en populistisk madanmeldelse. Denne gang er det Shell, der blot får én stjerne. Rasmussen benægter et sammentræf mellem anmeldelsen og Legos fravalg af Shell.

Der er igen røre i den gastronomiske andedam, efter madanmelder på Berlingske, Svend Rasmussen, endnu en gang har slagtet en nyhedsaktuel restaurant i en anmeldelse. I dette tilfælde er det dog ikke engang en restaurant, men i stedet en Shell-tank, som Rasmussen kritiserer i grove vendinger.

Anmeldelsen kommer ganske belejligt, efter Shell har været særdeles meget i medierne i en historie, der handler om, at Lego har droppet samarbejdet med netop Shell efter stort pres fra bl.a. GreenPeace. Nøjagtig som som Svend Rasmussens anmeldelse af Jensens Bøfhus også kom efter en stor mediestorm. Rasmussen benægter dog noget sammentræf:

"Hvis et sted sælger mad, så er det for mig en restaurant. Derfor anser jeg også Shell som en restaurant, og så skal den selvfølgelig anmeldes. Og det handler på ingen måde om Lego-sagen. Jeg gør blot mit hårde arbejde."

I anmeldelsen kritiserer Svend Rasmussen bl.a. pølsehornenes dejstruktur og skriver "... det lykkedes til sidst at finde et (beskidt!) træbord klemt mellem bilvasken og en palle med kølevæske, og da den motorolielugtende pseudotjener en sjælden gang viste sig herude, vidste han ikke engang, om det var en surdejsdej, der omsvøbte det rædsomme stykke benmelskød i det såkaldte pølsehorn. Det var det nok ikke."

Shell har valgt ikke at kommentere på sagen, men skriver i en kortfattet Snapchat-besked, at de ikke er en restaurant, og at Svend Rasmussens anmeldelsen udelukkende handler om at vride de sidste clicks ud af en aktuel nyhedshistorie.

Anmeldelsen har allerede fået 12 likes på Facebook. Og særligt et afsnit i anmeldelsen får meget opmærksomhed på de sociale medier. Her skriver Svend Rasmussen:

"Da jeg forsøger at bestille et glas varm Viognier til at ledsage mit triste pepperoni-slice, kigger den logo-indpakkede tjener uforstående på mig og spørger, om det er mig, der har tanket for 350 kroner diesel på 5'eren."

Der er også mange, der morer sig over, at Svend Rasmussen valgte Matador Mix til dessert sammen med en Cult Shaker. Og så bliver der selvfølgelig spekuleret i, hvilke mediesag Rasmussen næste gang vil bruge i sine madanmeldelser.

---

Note: Læs her om Saftpressen.

↧

Open-source-saft: Alle cuveer forklaret

October 11, 2014, 7:20 am

≫ Next: Første cider-batch er flasket (som eddike?)

≪ Previous: Breaking: Svend Rasmussen anmelder Shell

Det her er jo hamrende kedeligt. Lad være med at læse det. Stop! Det er lige som et digt skrevet af en nyuddanet poet. Det er kun mig selv, der får noget ud af at læse lortet. For det her er blot en gennemgang af, hvad jeg har gjort ved mit utal af cider-cuveer.

Ankaman - the legend continues: Lavet på Filippa Anka. Nedfaldsæbler og plukkede æbler. Plukket den 2. september, kværnet den 7. september og presset den 8. september. Oechsle på 1050. Flasket den 14. oktober med en oechsle på 1023. (10 liter)

Fear and Loathing in Vaalse: Lavet på Sukkertop fra Vaalse. Kun nedfaldsæbler. Plukket den 2. september, kværnet den 7. september og presset den 8. september. Ekstrem syrlig. Oechsle på 1050. (5 liter)

A Pigeon Sat on a Branch Reflecting on Existence: Lavet på Ildrød Pigeon Dronningmølle. Nedfaldsæbler og plukkede æbler. Plukket den 4. september, kværnet den 7. september og presset den 8. september. Oechsle på 1050. (10 liter)

Gangsta's Paradise: Lavet på paradisæble (70%) og Fejøæbler (30%). Kun nedfaldsæbler. Paradisæble plukket og kværnet den 9. september og presset den 10. september. Fejøæble plukket, kværnet og presset den 11. september. Oechsle på 1060. (10 liter)

Sea Weeds: Lavet på blandede æbler fra Tangkrogen. Plukket den 16. og 17. september, kværnet den 25. september og presset den 26. september. Oechsle 1055. (24 liter)

Sea Weeds II: Lavet på blandede æbler fra Tangkrogen. Plukket den 24. september, kværnet den 25. september og presset den 26. september. Gærer med 1 kg æblepulp i saften. Oechsle 1055. Har gæret urimeligt hurtigt. Med en oechsle på 1023 er cideren tyndbenet og trist (13. oktober). Er derfor tilsat 120 gram humle og en kvæde, som ligger i mosten i 8 timer. Flasket den 12. oktober. (7 liter)

Hanna Montana: Lavet på søde og melede paradisæbler fra Montanagade. Næsten kun plukkede æbler. Plukket og kværnet den 20. september, og presset den 24. september efter fire dages maceration i køleskabet. Oechsle på 1070. (5,75 liter)

8220 ways to Graceland:Lavet på én rød æblesort fra Brabrandstien. Kun nedfaldsæbler. Plukket den 26. september, kværnet den 27. september og presset den 28. september. Oechsle 10??.

The Hopsbitten: Lavet på røde æbler fra Brabrandstien. Nedfaldsæbler og plukkede æbler. Plukket den 5. oktober, kværnet den 6. oktober og presset den 7. oktober. 5 liter tilsat 50 gram frisk humle. 5 liter uden noget tilsat. Humlen er sigtet fra den 14. oktober. Oechsle 1054. (10 liter)

How I met your Grandmother: Lavet på coulon (70%) og kvæder (30%). Nedfaldsæbler og plukkede æbler. Plukket den 8. og 9. oktober, kværnet den 9. oktober og presset den 11. oktober. Oechsle 1058. (18. liter)

¡Three Amigas!: Lavet på Tyra Mathiesen, Dronning Louise (60%) og Ildrød Pigeon. Nedfaldsæbler og plukkede æbler. Plukket og kværnet den 10. oktober og presset den 11. oktober. Oechsle på 10?? (20 liter)

↧

Første cider-batch er flasket (som eddike?)

October 13, 2014, 5:33 am

≫ Next: Australske vindruer

≪ Previous: Open-source-saft: Alle cuveer forklaret

Der er nok nogle, der vil rynke de æblepulpfyldte bryn over, at jeg allerede flasker min cider. Blot en måned efter jeg plukkede æblerne på en tom industrigrund i det nordlige Århus og nervøsitetscyklede dem hjem til minimosteriet. Men hvad kan jeg gøre? Vinen har gæret hurtigt – og ganske naturligt –, og derfor har jeg hældt den på flasker med en oechsle på 1029. 12 flasker. Yessirybob, det er eksklusiv vin, det her. LOL.

Og hvordan smager Gangsta's Paradise så på nuværende tidspunkt? Øhm, det smager sgu ret syrligt. Okay, det smager måske en liiiiillebitte smule volatilt. Og jeg har lidt rumlen i maven nu, efter at have drukket et par små tåre. Arrgghh. Men jeg er faktisk stadig optimist. Paradisæblerne var jo sådan helt psykopatagtigt syrlige fra starten, så måske er det blot bare ciderens karakter at være super skarp i syren. Det kan 20% fejøæbler ikke lave om på. Lad os håbe, at et år i kælderen gør juicen lidt blødere i udtrykket. Jeg inkluderer i hvert fald de malolaktiske gæringsguder i min aftenbøn, som i forvejen hovedsageligt består af vinsnak.

Men hvis denne mousserende æblevin ikke bliver god, og lad os være ærlige: det er sgu langt fra sikkert, at den bliver bare nogenlunde, så er der stadig noget at glæde sig over. Farven. For lige meget hvor lortet det ender med at smage, så er det satme en flot cider. Se selv, din freak:

Vinen lander på 4-5% i alkohol. Det er jo ikke så meget, hvis du er vant til at drikke litervis af kartoffelsprut. Men jeg synes, det er ganske passende. Jeg kan godt li' læskende og saftig vin. Desværre er jeg ikke så vild med eddikestik, hvilket måske bliver et problem. Men man skal jo ikke tage sorgerne på forskud, og lige nu ser Gangsta's Paradise kraftedderme lækker ud. Bomhans.

↧