Det er sjovt, hvordan der konstant debatteres om vines storhed / godhed. I den forgangne uge var den evigt herlige Søren Frank ude at sige (egentlig: skrive), at han var træt af sorte og alkoholdrevne vine. Det er jeg helt enig i (LOL-surprise), og jeg syntes egentlig ikke, at det var en særlig voldsom udmelding. Det handler jo bare om én mands smagspræferencer, og de har jo i dette tilfælde været kendt af alle i lang tid.
![]()
Men selvfølgelig er der nogen, som er uenige. Nogen som elsker sorte og ekstraherede vine. Og det er jo aldeles fint. Det virker dog bare som om, at disse uenige mennesker føler sig semi-forulempede over konstateringen, fordi alle de smarte københavnere – hvoraf Søren Frank er en af dem – nu kun drikker saftig og syredreven vin. Mit bud er, at disse vinelskere pludselig føler sig uden for det gode selskab og/eller set ned på af de genfødte connoisseurs.
Og måske har de en pointe. Der er en hvis snert af hellighed over den nye garde af letvinsdrikkere. En grad af bedrevidenhed over dem. "Ja, engang elskede jeg de helt store vine fra 'Neuf og Bolgheri og Napa. Men nu kan jeg slet ikke drikke sådan noget mere". Sådan, overnight. Og folk som tidligere købte modernistiske Barolo'er i stor stil og så lige pludselig slet ikke kunne tåle blot den mindste frie svovl. LOL.
Jeg indrømmer gerne, at jeg selv tilhører dette segment. Faste læsere af bloggen (hej mor) har jo kunne se, hvordan vi pludselig kun skriver om hipstervinens lyksaligheder – og hvordan vi pludselig hater på de tunge – og dermed umoderne – vine. Det er sgu lidt slapt, selvom det reelt er sådan, jeg har det. Ish. Derfor prøver jeg for tiden at være mindre ulidelig og bedrevidende at høre på, når folk gerne vil have et glas shiraz. Eller smørfed chardonnay. Eller når folk fortæller, hvor god vin de laver i Napa. For jeg har selv været fanboy af disse vine – det har nærmest alle jo, for fanden –, og jeg forstår godt disse vines kvaliteter, selvom jeg ikke længere selv sætter pris på dem i samme grad. Og derfor er det også plat at føle sig hævet op på et usvovlet plateau. Mange mennesker kan godt li' sort vin. Rigtig mange. Også mange kloge og dygtige mennesker. For det er jo god vin. Det er bare en anden genre end min foretrukne. Lige som Buffalo-skoen også kunne noget, mens jeg gik i Ecco-sandaler. LOL.
Her den anden dag smagte jeg to vine. Ja, jeg smagte sådan set en del flere, men der var to vine som skilte sig ud. Den første vin var fra Yvon Metras. Hans Beaujolais 2013. Det er det reneste saft. Helt lys og ung gamay med masser af syre (vidunderligt lidt volatil) og friskhed. Vin, der smager rigtigst, hvis man fylder hele mundhullet med den. Jeg elsker det. Og hvis jeg havde en mobiltelefon med et kamera og internet og en skærm, der er større end et frimærke, så havde jeg smidt det på instaschmam og hashtagget det med "naturvin", "pure wine" og andre irriterende floskler.
Senere på aften smagte jeg Barolo fra Giacomo Conterno. Vinen var fra 2000, og hold nu din fede rottekæft, hvor smagte den også godt. Intens, mørk og stadig urimeligt elegant. En tidlig teenager med masser af vitalitet og friskhed. Men friskhed på sådan en nebbiolo-kraftig måde. Og med alle de hipster-forbudte smage af kaffe og mørk frugt. Jeg er kæmpe fan, og jeg kunne drikke det nårsomhelst. Men at sammenligne de to vine, giver ikke mening. Det er to forskellige genre (ingen af dem er dog en Buffalo-sko).
Jeg ved sgu ikke rigtig, hvad pointen er med den her tirade. Måske skulle vi bare fokusere på de vine, som vi godt kan li', og så lade være med at facebookskændes, når folk kan li' noget andet. Det bliver sgu så skingert, når man har brug for at fortælle, at man aldrig drikker Bordeaux. Punktum. Eller at vin uden svovl altid er eddike. LOL. Jeg synes, at det er okay, at folk går i Buffalo-sko. Jeg kan bare bedre li' sandaler. Og det er der jo ingen grund til at skændes over.
Men derudover så skal Vinsvin kraftedderme nok blive med at være sure på vin - så'n generelt. Bare rolig. ROFL.
Men selvfølgelig er der nogen, som er uenige. Nogen som elsker sorte og ekstraherede vine. Og det er jo aldeles fint. Det virker dog bare som om, at disse uenige mennesker føler sig semi-forulempede over konstateringen, fordi alle de smarte københavnere – hvoraf Søren Frank er en af dem – nu kun drikker saftig og syredreven vin. Mit bud er, at disse vinelskere pludselig føler sig uden for det gode selskab og/eller set ned på af de genfødte connoisseurs.
Og måske har de en pointe. Der er en hvis snert af hellighed over den nye garde af letvinsdrikkere. En grad af bedrevidenhed over dem. "Ja, engang elskede jeg de helt store vine fra 'Neuf og Bolgheri og Napa. Men nu kan jeg slet ikke drikke sådan noget mere". Sådan, overnight. Og folk som tidligere købte modernistiske Barolo'er i stor stil og så lige pludselig slet ikke kunne tåle blot den mindste frie svovl. LOL.
Jeg indrømmer gerne, at jeg selv tilhører dette segment. Faste læsere af bloggen (hej mor) har jo kunne se, hvordan vi pludselig kun skriver om hipstervinens lyksaligheder – og hvordan vi pludselig hater på de tunge – og dermed umoderne – vine. Det er sgu lidt slapt, selvom det reelt er sådan, jeg har det. Ish. Derfor prøver jeg for tiden at være mindre ulidelig og bedrevidende at høre på, når folk gerne vil have et glas shiraz. Eller smørfed chardonnay. Eller når folk fortæller, hvor god vin de laver i Napa. For jeg har selv været fanboy af disse vine – det har nærmest alle jo, for fanden –, og jeg forstår godt disse vines kvaliteter, selvom jeg ikke længere selv sætter pris på dem i samme grad. Og derfor er det også plat at føle sig hævet op på et usvovlet plateau. Mange mennesker kan godt li' sort vin. Rigtig mange. Også mange kloge og dygtige mennesker. For det er jo god vin. Det er bare en anden genre end min foretrukne. Lige som Buffalo-skoen også kunne noget, mens jeg gik i Ecco-sandaler. LOL.
Her den anden dag smagte jeg to vine. Ja, jeg smagte sådan set en del flere, men der var to vine som skilte sig ud. Den første vin var fra Yvon Metras. Hans Beaujolais 2013. Det er det reneste saft. Helt lys og ung gamay med masser af syre (vidunderligt lidt volatil) og friskhed. Vin, der smager rigtigst, hvis man fylder hele mundhullet med den. Jeg elsker det. Og hvis jeg havde en mobiltelefon med et kamera og internet og en skærm, der er større end et frimærke, så havde jeg smidt det på instaschmam og hashtagget det med "naturvin", "pure wine" og andre irriterende floskler.
Senere på aften smagte jeg Barolo fra Giacomo Conterno. Vinen var fra 2000, og hold nu din fede rottekæft, hvor smagte den også godt. Intens, mørk og stadig urimeligt elegant. En tidlig teenager med masser af vitalitet og friskhed. Men friskhed på sådan en nebbiolo-kraftig måde. Og med alle de hipster-forbudte smage af kaffe og mørk frugt. Jeg er kæmpe fan, og jeg kunne drikke det nårsomhelst. Men at sammenligne de to vine, giver ikke mening. Det er to forskellige genre (ingen af dem er dog en Buffalo-sko).
Jeg ved sgu ikke rigtig, hvad pointen er med den her tirade. Måske skulle vi bare fokusere på de vine, som vi godt kan li', og så lade være med at facebookskændes, når folk kan li' noget andet. Det bliver sgu så skingert, når man har brug for at fortælle, at man aldrig drikker Bordeaux. Punktum. Eller at vin uden svovl altid er eddike. LOL. Jeg synes, at det er okay, at folk går i Buffalo-sko. Jeg kan bare bedre li' sandaler. Og det er der jo ingen grund til at skændes over.
Men derudover så skal Vinsvin kraftedderme nok blive med at være sure på vin - så'n generelt. Bare rolig. ROFL.